fredag den 1. august 2014

Dominikaner-markedet



Jarmark Dominikanski, dvs. Dominikaner-markedet har nu været i gang i en lille uges tid, og vejrguderne lader til at være med arrangørerne.

Markedet varer i 3 uger (27. juli til 18. august), og optager det meste af indre by i Gdansk. Der er som sædvanligt masser af stande med lokale håndværkere, kunstnere, tøjmagere og restauranter, som her viser hvad de kan. Bortset fra det ses ting og sager fra hele verden, noget mere interessant end andet, men stemningen er god, og det er hyggeligt at gå rundt og se på de mange kilometer boder som er opsat i gaderne.

Som sædvanlig optager sektionen med antikviteter, gamle symboler og gammelt ragelse samt underlige genstande en betydelig del af markedet, og her kan man med fornøjelse bruge adskillige dage på at gennemtrawle tilbuddene, hvis man er til den slags ting. 

Markedet er den mest populære event i Polen, og blev sidste år besøgt af 6,2 millioner mennesker. Traditionen for afholdelse af marked går tilbage til 1260, hvor det lokale kloster fik pavens tilladelse til at afholde årlige markeder.